Dunn & Dunn modellen hænger på min væg hvor jeg sidder og læser og forbereder mig.
Den skal minde mig om de mange forskellige indsatser der kan iværksættes over for mine elevers individuelle behov mhp. optimeret læring. Vi lærer så forskelligt, derfor kan det være svært at tilgodese alles behov, særligt når vi også kæmper mod tidligere epokers "plejer" mht.undervisning og indretning af klasselokaler.
Jeg er barn af 70erne. Dengang var der muligvis en opblødning i gang ift. "den sorte skole", kæft, trit & retning, salmevers og udenadslære. Men jeg har stadig ikke oplevet en særligt individ-orienteret skolegang med speciel hensyntagen til den enkelte elevs særlige behov eller optimale læringsprocesser. Man sad i et bleggrønt lokale og når skoleåret var omme rykkede man videre op i næste lokale. Der var måske lysegrå vægge. Der var højere, men i øvrigt ens borde og stole til alle elever, uanset højde eller drøjde. Jeg sprang en klasse over og var således et år yngre end mine klassekammerater og var desuden ikke verdens højeste barn, så jeg har dinglet med benene hele vejen gennem folkeskolen. Bordene stod to og to ved siden af hinanden i lige rækker. Katederet tronede på en forhøjning "oppe ved tavlen", så læreren rigtigt kunne ses i sin bløde kontorstol, når han eller hun dikterede dagens lektie.
Jeg var dårlig til matematik og rigtigt god til dansk. Det blev jeg så ved med at være resten af min skoletid. Jeg var glad for at gå i skole, selvom jeg var én i mængden og måske derfor har jeg svært ved at sætte mig ind i at det er så væsentligt at vi skytter om individerne i dagens folkeskole. Jeg kan godt forfalde til at synes at de senmoderne elever bliver pakket ind i vat, når jeg egentlig er af den opfattelse at langt de fleste elever er omstillingsdygtige og hver især i stand til at suge læring til sig til et langt og lykkeligt liv uden videre differentiering. Bevares, det var skønt når jeg fik lov til at synge eller spille en overstemme i musik, fordi jeg kunne noder. Og det var totalt fedt når man var foran de andre i "Læs & forstå" hæfterne. Mindre spændende husker jeg tabellegen "Bom" i matematik, når jeg ikke kunne mine tabeller og måtte op på bordet at sidde blandt de første. Til gengæld var det tit og ofte kedeligt at lave diktater og billedanalyser, fordi jeg pænt måtte vente på de andre, så alle var færdige samtidigt.
Differentierede krumspring
Men nu skal der pinedød differentieres! Hurra for vore individuelle tilbøjeligheder. Ind i klasselokalet med al vores mangfoldighed, så skal vi se hvad vi kan finde på af krumspring for at imødekomme 28 børn så individualiseret og optimeret som overhovedet muligt. Men det må ikke koste penge. Og klasselokalet er også fortsat minimalt, måske endda mindre end tidligere, fordi der skal spares og eleverne må rykke lidt sammen.
Når vi så får mulighed for at indrette et hypotetisk men frit opfundet drømmeklasselokale, kan jeg mærke det er svært at tænke "ud af boksen". For mig er et klasselokale et sted at mødes og få det bedste ud af de midler der er stillet til rådighed. Det er ofte mig. Læreren. Så jeg må gøre mit ypperste for at se og høre eleverne og være kreativ mht. at tilgodese tilpassede læringsstile, men jeg har svært ved at se, hvordan jeg kan tiltuske mig adgang til lige at vælte en væg og gør noget drastisk ved belysningen, hvordan jeg sætter digitale tavler op og hynder og puder og tæpper og smukke billeder og en park udenfor vinduerne med Rodin skulpturer og springvand, og papegøjer og pindsvin og Steinway flygler.
Spørgsmålet er om det ikke i virkeligheden fjerner fokus fra en kvalitet der drejer sig om at være sammen på trods af mindre inspirerende klasselokaler. Fokus på et fællesskab og en forkælelse alene i kraft af at vi har skolepligt i vores del af verden, med mindre vi er lockoutede selvfølgelig... Vi har bøger og papir og tavler og engagerede lærere og mulighed for at synge en sang. Måske er jeg af den opfattelse at fokus på ydre omstændigheder er en luksus der ikke er tilstrækkeligt væsentligt at bruge krudt på. Hvis Johanne foretrækker at læse med en lommelygte under en dyne derhjemme, står det hende frit for, men i 5.b sidder man ved borde og med generel belysning fra oven. Til gengæld kan det være hun har en inspirerende lærer der kan gøre det vedkommende og spændende for Johanne at læse i det hele taget...
Her følger en liste over knivskarpe differentierings-imødekommende tiltag jeg drømmer om at kunne indføre i mit hypotetiske klasseværelse:
.
Slut
