Viser opslag med etiketten refleksion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten refleksion. Vis alle opslag

fredag den 1. marts 2013

VØL om læsestrategier



VØL
Ved
Ønsker
Har Lært
Jeg ved at faglitteratur er mere krævende for mig at læse end skønlitteratur. Jeg læser fiktion på min Kindle og har ingen problemer med at huske lange romaner. Jeg har sværere ved at huske faglitteratur selvom jeg synes det er interessant. De læsestrategier jeg har benyttet mig af indtil nu har overvejende været repetitionsstrategier: jeg har markeret ord og sætninger i teksten og skrevet centrale pointer og refleksion i margin.
Jeg ønsker at optimere min fag-læsning vha. mere kyndig brug af læsestrategier. Mit problem er at jeg er utålmodig, så mine forventninger til andre strategier er ikke gode. Jeg føler ikke at jeg har tid til at visualisere tekstens indhold eller at omskrive hovedpointer med egne ord, lave tanke- eller begrebskort eller rammenotater – selvom jeg godt kan se det er en håndgribelig arbejdsmetode på mellemtrinnet.
Jeg har lært at strategien VØL ikke kun er for børn! Det hjælper mig til at holde mit fokus og synliggøre min refleksion.

tirsdag den 23. oktober 2012

Hvorfor fiktion i folkeskolen?



Det er svært at diskutere noget man opfatter som en selvfølge.

Hvorfor skal børn læse fiktion? Bare fordi. Det skal de da! Hvorfor skulle de ikke det? Det er jo sjovt, spændende, udfordrende, underholdende, udviklende, trygt, gribende og tankevækkende.


Fiktion er et rum af opdigtet verden at dyppe tæerne i uden for alvor at blive våd. Det er en mulighed for at leve sig ind i andres tanker og følelser og samtidigt være helt tryg mens man bliver viklet ind i det fiktive univers. Det gøder fantasien og dermed læselysten. Ordet læse stammer fra det latinske legere, som betyder at samle. Hvis eleverne har lyst til at læse, har de lyst til at samle; - bogstaver som bliver til lyde, som bliver til ord, som bliver til sætninger, som bliver til mening - mening der åbner for refleksion og spørgsmål eller svar, mulige afsæt for at tage stilling til andres og ens eget liv. Det udvikler sproget at læse fiktion og klæder eleverne på til at kunne færdes i og reflektere over vores omgivende samfunds udfordringer og problemstillinger. Læsning af fiktion giver eleverne mulighed for at forme deres livsstil og identitet.

Eleverne skal blive dygtige til at læse litteratur. Det er de ikke helt af sig selv. Det er lærernes opgave at give dem de rette forudsætninger for at lære at læse. Det handler ikke kun om motivation, lysten til at læse, men også om at kunne forstå fiktion. Det stiller store krav til lærernes fagdidaktiske kompetence og til valget af litteratur - god fiktion! Det er væsentligt at eleverne både læser moderne fiktion der har en aktuel relevans for dem, og at de læser ældre litteratur som sætter deres liv og selvforståelse i perspektiv.

Hvorfor fylder fiktion så meget i den danske folkeskole?
Fordi dansk er et dannelsesfag. Eleverne skal have mulighed for at udvikle sig fagligt såvel som personligt. De skal dannes. 
Fiktion giver:
- flere muligheder for eleverne. De præsenteres for forskellige værdier og moral. 
- mulighed for individuel stillingtagen. 
- større kompleksitet giver mulighed for mere individuel værdisætning. 
- tryg udvikling: udgangspunktet er et stykke fiktion – ikke virkelighed. Hvis det bliver for meget, lader vi være med at læse mere lige nu!
- forståelse for os selv og den verden vi lever i.

Ved at forholde os refleksivt til fiktion, lærer vi at forholde os refleksivt til vore egne liv.
Eleverne skal præsenteres for noget de ikke vidste de havde brug for. Derfor er lærerens valg af litteratur er af stor betydning.